At færdes til fods gennem byen er langt mere afslappende for mig end at cykle.
Jeg er sådan indrettet, at jeg ser meget af det, der sker omkring mig. Jeg ser folk, jeg kender og ikke kender, jeg observerer trafikanter, jeg laver historier om det, der foregår for øjnene af mig. Og jeg slapper af og er i min hjernes vold. Måske gennemgår jeg den undervisning, jeg skal i gang med. Tit tænker jeg ikke på noget særligt.
Jeg arbejdede i Kødbyen dengang
En morgen kom jeg gående på vej til mit arbejde, som dengang lå i Kødbyen på Vesterbro i København. For enden af det fortov jeg gik på, holdt der en trailer. Jeg kunne kun se bagenden af den, forenden var skjult af bygningen på hjørnet. På traileren var der et billede af en pige, der malede og teksten:
Du kunne enga
Min hjerne gik i gang med at konstruere det, der manglede
Sådan gør vores hjerner, når der mangler noget af et mønster, forstået i bred betydning. Vi udfylder tomme pladser, det er vel en af de ting, der gør os til mennesker. Et velkendt eksempel er Kanizsas trekant, hvor den trekant vi så tydeligt ser, ikke er der.
Og hvad læste jeg så?
Min hjerne skaffede mig teksten Du kunne engagere dig! Og så gik jeg et par skridt videre, og kunne derefter se hele traileren, hvor der stod: Du kunne engang, du kan igen.
Billedet på traileren var en reklame for et byggemarked. Ikke en opfordring til at redde verden, lege med sine børn eller lave inspirerende danskundervisning.
Hvorfor var det lige det med at engagere sig, der faldt mig ind? Ja, det kan jeg jo gå og tænke lidt over.
Og hvad læste du ind?
Annebeth