En uge i det bedste selskab går virkelig hurtigt, og min uge med besøg af min bror fra Barcelona randt ud. Altså satte vi os i toget til lufthavnen. I god tid før takeoff, for han kan lide at være der tidligt.

I toget gik en medarbejder fra noget, der nok hedder Passagerpulsen, rundt og forsøgte at komme af med nogle ret lange og tæt beskrevne spørgeskemaer. Det havde han ikke meget held med. Dem, der overhovedet så op når han standsede ved deres plads, vinkede afværgende når de så hvad han ville.

Men ikke mig! Da han kom til os, rakte jeg, nærmest taknemmeligt, hånden frem og modtog et skema.

Barcelona bror besøg

 

Ting, man bare har lyst til at have gjort

De fleste kender nok den fornemmelse, at der er noget man gerne vil have prøvet. Ikke fordi det i sig selv er så attraktivt, men bare fordi det er en ting, man måske gerne vil krydse af på sin private så-har-jeg-gjort-det-liste. Gamle eksempler fra min liste, er:

  • Købe og spise makrel i tomat med et tykt lag mayonnaise solgt i et plastikbæger. Tjek. (Det blev så kun den ene gang).
  • Sige: Jeg går ned og spiser morgenmad. (Lang historie, men noget med at vokse op i et standardetplansparcelhus og have lyst til at have værelse ovenpå) Tjek. Vi flyttet ti noget i to plan, da jeg var 8.
  • Være en der boede på klubværelse et sted hvor yndlingsveninden også boede. (Tak, Jeanette!) Tjek.
  • Gå på Strøget og tale i telefon (det var i 90’erne, og Nokia var store dengang.) Tjek. (Omend jeg først fik krydset af i 2002, – jeg var omtrent den sidste, der fik en mobiltelefon!
  • Svare business på spørgsmålet: Business or pleasure?

Forretningsrejse

Det første sted jeg underviste i dansk for udlændinge var på Berlitz, som dengang havde til huse i Jorks Passage. Så kunne det ikke blive mere centralt i København, og det var smukke lokaler med høje træpaneler, og hvad ved jeg.

På Berlitz blev man ofte sendt ud for at undervise elever, der ikke havde tid, lyst eller mulighed for at komme til skolen. Jeg fik en svensk elev, der arbejdede uden for Malmö og gerne ville have undervisning kl. 8, så mod min, daværende, natur skulle jeg tidligt op og af sted.

Da jeg sad i toget første gang, lå der et spørgeskema til hver passager, og pligtskyldigt gik jeg i gang med mit. Min lykke var fuldendt da jeg kunne skulle krydse af: What is the purpose of this trip?

  • Business
  • Pleasure

Og derfor havde jeg lyst til at modtage det lange, tæt beskrevne skema, som fyren fra passagerpulsen, delte ud. Det mindede mig simpelthen om et gyldent øjeblik! Skemaet ligger her ved siden af mig endnu. Jeg får nok ikke svaret på det (Der er fire siders spørgsmål!). Og selv om denne tur ikke var en forretningsrejse, så var det heller ikke en ren fornøjelsestur, for jeg skulle jo følge ham til lufthavnen, ikke hente ham.

Har du en liste over ting du gerne vil have gjort?

Annebeth

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *