Engang læste jeg flere blogs, end jeg gør nu. Det var helt sikkert strikkeblogs jeg var efter, men tit faldt jeg i kommentarsporet og klikkede mig fra strik videre til helt andre ting, skrevet af nogle som også skrev kommentarer til strik. Måske ude i flere led, naturligvis. Det var sådan jeg stiftede bekendtskab med bloggen desigerdettagertoaar. Det, der tager to år, men som åbenbart har taget en hel del mere, er at komme sig, at hele, oven på en skilsmisse.
Jeg læste med i et stykke tid, og jeg kan ikke huske om jeg holdt op med at læse, eller hun holdt op med at skrive. Senere er jeg faldet over hende (hvem hun end er) flere gange, for der er andre, der som jeg, synes hun skriver forrygende godt og på en måde, så man bliver ganske suget med ind. Sidst jeg faldt over noget, fortalte hun at hendes eksmand var kommet hende i forkøbet og havde udgivet en bog om skilsmisse. Og så blev jeg selvfølgelig nysgerrig.
Han er ikke førstegangsforfatter, hendes eksmand, Lasse Lavrsen, men det er første gang jeg har læst noget af ham. Han skriver også godt.
Lavrsen er (eller kun var?) bange for rotter, og derfor fik han sin sag for, da der lød lyde, som ikke kunne være andet end kradselyde fra rotter i hans hus. Som om han ikke havde nok at gøre med at overleve efter sin skilsmisse. Og så går det løs med frygt, midlertidig flytning, vennen på sofaen, det maniske, naboerne, jobbet og rottehjælp fra kommunen. Det hele bliver fortalt med en vis kronologi, et stort sprogligt overskud og en elegant hæven sig op over sig selv, så ingen kan være i tvivl om, at han ved, hvor langt ude han var (–ikke kun over det med rotterne. Der tror jeg faktisk også at jeg ville være hysterisk.) Og det er jo sjovt nok det, der får ham til at fremstå som ikke helt langt ude. Ikke helt til rotterne. Og så bliver man alligevel i tvivl, for det var han vist.
Han klæder sig fuldstændig af for læseren, men noget gør at han alligevel ikke er nøgen. Han er ferm. Måske som hvis kejseren selv havde råbt noget om nøgenhed, da han gik der i prosession. Det er ikke ironi. Jeg får faktisk en fornemmelse af at han godt kunne være ironisk, men har skrællet den del fuldstændig af. Det er det hele lagt frem, men i orden. Jeg får indtryk af en person der har et udvidet kendskab til sig selv.
Man bliver klogere på rotter, bl.a. fordi Rotte-Charles og senere Rotte-Jørgen (som er kommunens folk på sagen) delagtiggør Lavrsen i en masse, mens de undersøger hans hus og stiller fælder op og gift frem, men også fordi han selv har været en del omkring i kunsten, hvor rotter oftest fremstilles som ækle, men ikke uden blik for hvor imponerende dyr de er. Hvor små de kan gøre sig. Hvor lærenemme de er. Hvor højt de kan hoppe (80 cm uden tilløb!). Hvor hastigt de kan formere sig.
Man bliver også klogere på skilsmisse, men nok mest på denne konkrete. Hvor vanvittigt man kan have det med hinanden, når man ikke kan være sammen og er for evigt bundet. Børn er en stor del af det, men også de følelser man engang har investeret og som bliver ved med at give afkast, længe efter man har solgt aktierne.
Er jeg selv skilt? Blev jeg selv ramt? Jeg har heldigvis ikke haft rotter tæt inden på livet. Men med hensyn til det andet… Lavrsen skriver ”Det er statistisk bevist at alle med nye løbesko, der løber rundt om søerne i København, enten lige er blevet skilt eller er ved at blive det. Det mener jeg helt bestemt at have læst et sted (…) ”.
Nu kan man jo læse så meget uden at det bliver rigtigt af den grund. Men jeg stoppede op og huskede at dengang, jeg løb rundt om søerne iført nye løbesko, var jeg også en slags nyskilt. Min skilsmisse og de følelser den affødte, lignede ikke meget dem man får serveret i Rotter og skilsmisse. Og sådan er vi jo så forskellige. Jeg er for eksempel ret nysgerrig.
Ikke så nysgerrig efter at vide noget om ham (det er let at google, og der er sågar et billede af ham bag i bogen) som jeg var efter at vide noget om hende, for hun holdt sig anonym. Men det var alligevel hende, der fik mig til at læse ham.
Jeg var godt underholdt.
Lasse Lavrsen
Rotter og skilsmisse
Om dyr i oprustning og en mand i nedsmeltning
Memoir
Gyldendal, 2018