Vand på min mølle
Jeg har tit nok skumlet efter læsning af politiske reportager, der fik mig til at tænke, at politik ikke handler om at gøre noget for landets og borgernes bedste (hvor højstemt det end lyder), men mere om at profilere sig selv og sit parti, eller måske direkte forhindre politiske modstandere i at udføre deres arbejde.
Er det, fordi jeg er naiv, når det kommer til politik og det politiske spil? Ja, helt sikkert. Hvem er ikke naiv, når det gælder ting uden for ens erfaringsområde?
Men er der alligevel noget om det?
Ja. Mine værste anelser blev i hvert fald bekræftet, da jeg læste Susan Simonsens Det underdanige og det magtfulde, der handler om Simonsens tid som praktikant hos Venstre på Christiansborg og senere også som studentermedhjælper i Social- og integrationsministeriet.
Jeg fik lyst til at læse den af den simple grund, at jeg mødte Simonsen på et kursus og blev nysgerrig, da jeg hørte, at hun havde udgivet en bog. Jeg fik bare titlen og bestilte bogen på biblioteket.
Det underdanige og det magtfulde udkom i 2017, og mens jeg ventede på at kunne hente den på biblioteket, arbejdede min hukommelse lidt for mig, og jeg kom i tanke om en bog der, da den udkom, fik en del omtale, bl.a. fordi den gik tæt på navngivne personer på Christiansborg.
Og det gør den. Den går tæt på.
Og det er givetvis ikke altid rart at se sig selv gennem en andens blik, uanset om det er, fordi man er en offentlig person, der har et projekt, man styrer efter, som en politiker eller en topembedsmand. Eller den anden mulighed som bogen også indeholder i sit ”kropslige” spor. Det der handler om, hvordan man kan blive set på, hvis man har en (køn, ung) kvindes krop og ansigt. Hvad man kan komme til at lægge krop til. Og det er naturligvis ikke kun på Christiansborg. Det er også på den bar, hvor Simonsen arbejder for at tjene til dagen og vejen, da det jo i sagens natur ikke giver noget at være ulønnet praktikant. Der er refleksioner over køn i en kultur, der ikke bare er en kultur, men vores.
Dette spor handler også om den opløsning Simonsens krop undergår i samme periode, og i disse tekster er der næsten umærkelige afstikkere til barndommen hvor sygdomme, opkast og ulykkelighed affødte omsorg fra forældre.
Det er så også hvad der er af omsorg i bogen, for på Christiansborg er der ikke omsorg for andet end egen karriere og muligvis partiet. Simonsen var hos Venstre, men man forstår, at de ubehagelige ting, der foregår, ikke har partifarve.
Stil § 20-spørgsmål en masse så ministrene (ministerierne) skal bruge tid på at svare og ikke får tid til at udvikle ny politik. Det er det, praktikanterne, af en toppolitiker, får besked på. Jamen vil man virkelig være bekendt at bede nogen om at gøre det? Er det seriøst, politisk arbejde?
Det underdanige og det magtfulde handler, om hvordan livet på Christiansborg er, når man kommer om bag det, der ses på tv. For selv om nogle af de mindre pæne ting også ses på tv, er de åbenbart værre i virkeligheden. Det er grimt internt i partiet. Det handler om, hvordan det politiske håndteres i pressen. F.eks. om en ordførers forsøg på at sige det, hun syntes var rigtigt, men som viste sig ikke at harmonere med ledelsens linje — og den lussing der deraf fulgte.
Det er interessant, godt set og godt beskrevet. Der er ikke noget, der giver lyst til at komme derind og arbejde.
Bogen slutter med en tekst kaldet Revolution. Det er en opsang, og ifølge Simonsen første gang hun skælder ud. Det gør hun godt. Det skal hun endelig gøre noget mere. Der er ikke mange, der går ram forbi, hvad enten man er politiker og politisk medarbejder der ”misbruger folkestyret til at skændes med hinanden”; eller borger for hvem ”forestillingen om det bedre samfund fremstår (…) som en latterlig utopi”. Så det gælder altså også en naiv, som mig.
De sidste ord er KOM NU.
Og jeg tilslutter mig med et HØRT!
Susan Simonsen
Det underdanige og det magtfulde
Gladiator 2017